Prædiken til Mariæ bebudelses dag 29. marts 2020

En sang om frihed

Og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

Landet er lukket ned, og friheden er sat på hold. Voldsomme lovindgreb har bragt landet i en undtagelsestilstand, både økonomisk og åndeligt. Erhvervslivets pengestrømme svinder ind, alt imens statskassen åbner for sluser til depoter, vi dårligt anede fandtes. Landet er i krise; en stærk stat har taget affære; natvægteren er trukket i kampuniform, og folket retter ind. Vi bøjer os under statens jernnæve, hvis ikke af autoritetstro så under indtryk af de italienske skræktilstande. Forsamlings­friheden og retten til fri bevægelighed lyder i denne tid som studentikose abstraktioner taget fra et verdensfjernt teorilokale. For coronaen har taget pusten fra os. Næsten da.

”Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har” (HSB 168). Sådan skrev Benny Holst i 1976 i anledning af sin bedstemors 75-års fødselsdag. Hun fortjente en sang, den gamle Julie med det smukke sprog. Måske har Benny Holst som barn siddet på sin bedstemors skød og lyttet til både salmevers og skillingsviser. Sange avler sange. Når først man får begyndt på skålsangen for morlille, ja så er det svært at få stoppet. Den ene tager den anden, for så yndig ser hun ud. Fødselaren.

I denne tid er alle fødselsdagsfester aflyst, tillige med påskefro­kosterne. Da statsministeren forleden udstak nye moderlige dessiner, røg påsken, og lammestegen kunne blive i fryseren. Mere upåagtet røg kirkens højtid sig også en tur, og Kristus kunne blive i graven. Men ligesom vi synger for vore venner og dem, som vi kender, så synger vi netop i dag også med Maria. Den stakkels teenagepige, som i hine tider kom i så (u)lykkelige omstændigheder. Vi synger for at vække, hvis ikke guldbrude­parret med morgensang, så da Kristus med lovsang. Vi synger for at vække sjæl og legeme. Vi synger med Maria. Og med Phillip Faber.

For mens vi hver især holder skansen derhjemme og vejret i supermarkedet, så sender fjernsynets program 1 hver dag morgensang. Pigekorets Phillip Faber har for en stund udvidet sit kor til at omfatte alle danskere. I fællessang gælder ingen deltagerbegrænsning, der er altid plads til flere stemmer, og således kan vi hver især sidde foran fjernsynet med nusset pyjamas og uglet morgenhår, mens vi synger med på både Se, nu stiger solen og Papirsklip. Fællessangen trives i krisetid, sådan har det altid været.

Man siger, at fællessangen blev født efter et af Grundtvigs Mands Minde-foredrag. Den 17. oktober 1838 var Grundtvig nået til Englandskrigene, og efter en højstemt afrunding med lovord til Peter Willemoes’ heltedåd- og død blev der helt stille i salen. Pludselig, som et korsvar af en anden verden, brød tilhørerne ud i sang Kommer hid, I piger små (HSB 486). Det var Grundtvigs egen sang om søhelten, og den pludselige fællessang bevægede den halvgamle mand. I avisen blev det omtalt som en takkehymne.

I øjeblikket synger vi ikke just takkehymner, men vi synger alligevel. Måske for at vejre morgenluft, eller måske blot fordi, vi ikke kan lade være. Gårdmusikanter er sågar begyndt at turnere, og forleden havde jeg fornøjelsen af Himmelhunden midt i min boligkarré. Det er som om, sangen overkommer afstanden, henover det ingenmandsland af grønne parker og indbydende torve, som vi dårligt må betræde. Besættelsestiden minder på sin vis om tiden nu. Foråret forsømmes i de fjendske zoner. Besættelsestiden varede længere end et forår, men den var ikke få måneder gammel, førend sangen begyndte. Den såkaldte alsang samlede i tusindvis danskere til national og åndelig mobilisering. Den første gang samledes 1500 mennesker til fællessang, og i september 1940 kulminerede alsangen med 700.000 danskere, som i fællesskab afsang de sange, som nu engang skal synges. Selv i krisetid, ja især i krisetid.

Phillip Fabers morgensang er at sammenligne med alsangen fra 1940. Dengang vidste man ikke, hvornår Danmark igen ville være frit, men man sang alligevel. Man tog forskud på glæden, hvilket jo egentlig er overmodigt. Man risikerer bare at blive skuffet. I den forstand er enhver morgensang, enhver lykkelig morgenstund, en overmodig foregribelse af dagen. Man ved jo dog ikke, siddende der på sengekanten med søvn i øjnene, hvorvidt dagen nu også arter sig. Men overmodigt håber man. Man har vel lov at håbe. Tag nu Abraham f.eks., med håb imod håb troede han, at han skulle blive en mægtig stamfar. Det blev han minsandten også. Og tag så Maria, den stakkels unge pige er da om nogen kommet ud i en livskrise, gravid uden for ægteskab, men alligevel synger hun. Højt og lydeligt om den Gud, som har gjort så mægtige ting. Nu også for hende. Og snart også for os. Påsken nærmer sig. Det er dobbelttydigt.

For Maria venter mange kvaler. Et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl, forudskikker Simeon i templet, og forinden skal hun græde ved Jesu kors. Intet ved hun, men hun fornemmer sikkert nok, at noget er i gære. En så ung pige kan enten tænke, at det værste er, at alting kan ske – eller: at det bedste er, at alting kan ske. Budskabet fra Gabriel var vel nok gådefuldt men ikke glædesløst. I denne stund, i besøg på Elisabeths kammer, vælger Maria, overmodigt, at det bedste kan ske. Og det sker. Det ved hun bare ikke endnu. I denne ustadige vaklen, mellem det, der er sket, og det, der vil ske, lever vi også. Med englebud i bagagen kaster Maria sig ud i livet. Hun giver sig hen, fremfor at sygne hen. Hun tager glæden på forskud, og lader dén overskygge alt andet.

Vi har også noget i bagagen. Det være sig både godt og skidt. Sorgfulde tildragelser kan mørkne enhver fremtidshorisont; så er bagagen tung og traumerne til at mærke. Men i bagagen har vi også en dåb. Den holder; ikke som en mytisk hændelse, der samler støv i erindringen, men som en overskyggende kraft, der rækker ind i usikre tider. Når vi griber efter dåben, dernede i baggagen, kan vi foregribe glæden. For vi har den allerede. Med håb imod håb lever og dør vi. Det er overmodig kristendom, ja måske endda overstadig kristendom, så syng det med Maria ud. Og med resten af Danmark.

Danmark synger i krisetider som denne. Overmodigt og til tider overstadigt. Sangene bor i os, og de kan ikke bures inde. Måske synger vi ikke Mariahymner, men vi synger. På munkevis, fra altaner og haver, synger vi graven op og glæden ud. For den skal ud. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har, men det har vi. Sange om frihed. Om Maria, ’der lukker vinduet op, og springer ud af de gamle rammer’, for nu at sige det med Bifrost, eller med Grundtvig: ”friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang”. Kirkerne er lukkede, og ånden er ude. Som en foregribelse af både påske og pinse lader vi alsangen bryde ud, på jorden og i himlen, på altanerne og i haverne, i kor med alle engle i en herligheds morgensang. Må dét korsvar lyde helt ind i de tomme kirkerum og ensomme stuer. God søndag!

Niels Sander Pedersen