2. påskedag

2. påskedag

2. påskedag

# Påskemusik

2. påskedag

Vejlby Kirke har i den forgangne uge sat fokus på den dejlige kirkemusik, der er komponeret til påskens helligdage. Vi er nu nået til den sidste i rækken nemlig 2. påskedag. For at opnå den bedste lydoplevelse og andagtsfornemmelse, anbefaler vi, at du finder et uforstyrret sted i hjemmet og bruger headset/hovedtelefoner til din mobil/ipad. Udvalget er foretaget af kirkens organist, Claus Borch i samarbejde med sognepræst Kåre Egholm.


Arnold von Bruck: Christ der ist erstanden

Salmen Opstanden er den Herre Krist (nr. 222 i salmebogen) er blevet sunget - på latin - ved påsketid siden 1300-tallet og bliver det stadig, også i Vejlby kirke - nu på dansk, selvfølgelig. Der findes en særlig fin og kunstfærdig version for 4-stemmigt kor, udgivet i Wittenberg 1544 i samlingen 'Newe deudsche geistliche Gesenge für die gemeine Schulen' (Nye tyske åndelige sange for de offentlige skoler) - dvs. for skolekor! Komponisten Arnold von Bruck (Brügge) (c.1500-1554) leger med melodien efter alle kunstens regler, og resultatet er lille perle, fuld af fryd og forårsglæde.



Dagens salme: Det er så sandt, at ingen så (DDS 238) af K. L. Aastrup, 1961.

Det er ingen sag at vælge salmer til påskedagene, fordi udvalget er så rigt og indsunget i menigheden. Problemet er snarere at begrænse sig og vælge noget fra. Der skal jo synges om påskeblomsten (DDS 236) og om Maria, der har fundet englesmilet (DDS 241). Begge ville jeg i hvert fald vælge til denne dag, hvor Marias tunge sorg vendes til glæde, da hun efter at have fundet graven tom, møder den opstandne Jesus i gravhaven. Hvad disse Grundtvigske kernesalmer har i poetisk kraft, det har til gengæld Det er så sandt, at ingen så (DDS 238) i nøgternhed og saglighed. Som sådan taler den til det moderne rationelle menneske, som er formet af den videnskabelige tænkning, hvor kun det konstaterbare eller sandsynlige har betydning. Aastrups salme indeholder hverken beskrivende eller tolkende formuleringer, men lader sig nøje med det historiske faktum, at kirken er bygget på et rygte eller et ”ord helt stillet blot og værgeløst til verdens spot”. Den sårbarhed er ikke mindre mærkbart til stede i denne corona-tid, hvor kirken må holde dørene lukket og lade virologerne om at forkynde evangeliet om en mulig ny vaccine. Men den gådefulde opstandelsestro, som kirken holder søndag på, håber på mere end udskudt død, ja, den håber på ham, der døden gennembrød.

1 Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.

2 Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.

3 Ja, påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord,
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.

4 Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,

5 og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.

K.L. Aastrup 1961.



Alternativt forslag
 

N.F.S. Grundtvig/Carl Nielsen/Bo Holten: Påskeblomst!
www.youtube.com/watch?v=MUJgZy…

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Vejlby Kirke har siden middelalderen været rammen om menighedens gudstjenesteliv‚ som det folder sig ud i forkyndelse‚ bekendelse og lovsang. Her taler vi jævnt om det høje – for menneskelivets skyld. Her værner vi om traditionen som den bedste ramme for evangeliets nyskabende magt.